Du er et sted i livet, hvor du gradvist tænker mere på det at blive ældre
Du overvejer måske din rolle på arbejdsmarkedet. Skal du blive ved med at arbejde til højt op i årene? Kan du få arbejde fremover? Vil du i det hele taget arbejde som hidtil, eller er der andet, som nu
er vigtigere at realisere?
Overvejelser om meningen med livet, din betydning for andre og din relation til andre bliver måske mere nærværende for dig. Frygten for at miste
færdigheder, blive mentalt og fysisk svækket, miste position, respekt og
tiltrækningskraft lurer måske også.
Måske tænker du, at du indtil nu har levet det liv, der forventedes af dig, og
bestræbt dig på at passe ind i mere eller mindre fastlagte skemaer. Måske aner du muligheden for, at nu er det tid til, at du er dig og lever livet på
dine betingelser.
Om Helle Kjertum
Da jeg var næsten færdiguddannet psykolog i slut firserne og skrev speciale om depression i alderdommen, da definerede jeg alderdommen som startende fra 60 år. I dag, hvor jeg er midt i tresserne, må jeg sande, at det er en noget unuanceret definition.
Alderen fra 60 år og til måske 90 – 100 år er en periode, der rummer mange vidt forskellige faser og overgange og som tager meget forskellig form fra menneske til menneske. Vi har meget få ord for menneskets udvikling fra 60 år og opefter, og sammenlignet med alle de tilbud og den megen fokus, der er på overgange og livsfaser tidligere i livet, så fremstår denne ofte meget lange periode af livet ofte langt mere unuanceret beskrevet. Tilbuddene til os i denne aldersgruppe er også noget mere begrænset i forhold til, de tilbud der er til yngre aldersgrupper.
Det synes jeg, vi skal have rettet op på. Min faglige styrke er gennem samtale at sparre med dig ved at stille spørgsmål, lytte, understøtte din refleksion og bidrage til din nye indsigt. Jeg tilbyder derfor sparring således, at du kan blive klogere på hvad, du ønsker. Jeg hjælper dig til at nuancere dine overvejelser og se nye handlingsmuligheder i årene fremover.
Min uddannelse:
Uddannet psykolog i 1987
Autoriseret psykolog i 1994
Specialist i psykoterapi i 2002
Jeg har en bred psykologisk erfaring fra mange års arbejde som klinisk psykolog indenfor genoptræning af ældre, i hospitalsvæsenet og i en patientforening. I de seneste 20 år har jeg dels haft selvstændig psykologpraksis dels været chef for karriere, kompetence og uddannelse i Dansk Psykolog Forening
En mere præcis gennemgang af mit faglige virke findes på LinkedIn